Jeg er ham, der åbner vinduet.
Hvert møde. Hvert mødelokale. Hver telefonboks, der lukker sig som en kiste. Hvis du har arbejdet med mig, ved du det allerede.
I årevis troede jeg, det var en mani. Det er det ikke. Det er det mest rationelle, der foregår i lokalet.
Jeg kender branchen indefra. Jeg startede et luftrenserselskab, kørte det frem til et opkøb, og brugte derefter tre år i Shanghai som Technical Director, hvor jeg udviklede og lancerede prisvindende luftkvalitetshardware. Jeg har holdt sensorerne i hånden, læst specifikationerne, styret forsyningskæden. Den industri, der skulle løse problemet med dårlig luft, måler for det meste ikke CO2.
Du sætter dig ned. Mødet starter. Fyrre minutter inde bliver lokalet tungt. Øjnene bliver sløve. De gode idéer stopper. Du giver kaffen skylden. Du giver frokosten skylden. Du giver dig selv skylden.
Det er ingen af delene. Det er luften. Det er den kuldioxid, du og alle andre har pustet ud, uden nogen steder at gå hen.
Så jeg begyndte at have en CO2-monitor med overalt. Ikke for at være irriterende. Jeg blev træt af at diskutere med en fornemmelse og ville have et tal. Tallet er næsten altid værre, end nogen gætter.
Frisk udeluft ligger omkring 400 ppm. Et lokale med ordentlig ventilation holder sig under 1.000. Over det begynder din hjerne at bremse. Jeg har målt 2.000 ppm i et mødelokale til "otte personer". Ti minutter inde. Tre personer. Døren lukket.
Det er ikke et mødelokale. Det er dum luft.
Og jeg mener det ikke som en fornærmelse. Jeg mener det som et faktum. Harvard satte folk i rum med forskellige CO2-niveauer og testede dem. Da CO2 steg, faldt resultaterne. Beslutningsevne. Fokus. Strategisk tænkning. Næsten halveret ved de niveauer, jeg måler på helt normale kontorer hver eneste uge.
Læs det igen. Vi sætter folk i rum, der målbart sænker deres intelligens, og beder dem så om at levere deres bedste tænkning derinde. Vi kalder resultatet et produktivitetsproblem. Det er det ikke. Det er dum luft.
Du kender allerede følelsen. Tænk på sidste gang du trak dynen op over hovedet og var nødt til at komme op efter luft. Den tunge, tågede, få-mig-ud-herfra-følelse. Det er CO2. I et indelukket mødelokale er det langsommere og mere stille, så ingen siger det højt. Samme gas. Samme effekt.
Her er det, der virkelig gør mig tosset. Vi accepterer det.
Vi bruger formuer på at få kontorer til at se godt ud. Stole, der koster mere end en bærbar. Espressomaskiner. Hæve-sænke-borde. Og så lukker vi folk inde i rum, der stille og roligt gør dem dummere, og ingen måler den ene ting, der faktisk ødelægger mødet.
Så jeg er færdig med at være den stille vinduesmand. Nu siger jeg det højt.
Det her er DUMB AIR. Mål luften omkring dig. Lær hvad tallet betyder. Gør noget ved det. Åbn et vindue, hvis du kan. Hvis du ikke kan, så brug tallene som bevis over for dem, der styrer lokalet. Dit kontor. Dit barns klasseværelse. Dit soveværelse. Bagsædet i en Uber.
Intet produkt. Intet at sælge dig. Bare sandheden om det, du indånder, tallet der beviser det, og hvad du gør ved det.
Frisk luft gør dig skarpere. Det er på tide, vi handler som om vi ved det.
Åbn et vindue. Lad være med at ånde dumt.
— Gustav